24. november 2010
Charlotte Rosenberg fra forsikringsselskabet Chartis er netop blevet certificeret Black Belt hos Storm Management. Kort efter fik vi lov til at besøge Charlotte og lave et lille interview om hendes læringer samt det at arbejde med Six Sigma i hverdagen.
Hvilken forskel har det gjort for dig i dagligdagen at få kendskab til og arbejde med Six Sigma?
Jeg tænker projekterne mere som en helhed. Der er nogle faser, man skal igennem. Tankesættet bag med først at forstå problemet og dets størrelse, derefter årsagen og først derefter tænke i løsninger, er vigtigt. Derudover føler jeg mig mere fortrolig med data, og hvordan jeg skal bruge dem nu, end jeg gjorde før.
Helt konkret har ledelsen haft en udfordring, som man har prøvet at knække flere gange uden held. Vi har lavet mange tiltag, som ikke har fungeret i forhold til at få minimeret vores fejl. Vi har haft et cashflow, som ikke har levet op til de fastsatte mål. Med Six Sigma er vi kommet et godt stykke på vejen til at nå dette mål.
For Charlotte og Chartis er det blevet meget nemmere at træffe de rigtige beslutninger. De bruger data !
Hvorfor gør det en forskel at tage beslutninger på baggrund af data?
Fordi det slår enormt hårdt. Data vægter meget i den verden, jeg arbejder i. Når du har data som bevis, vægter det bare meget mere. Der er ikke så mange modargumenter. Resultaterne er ikke så meget til diskussion. Det er dog vigtigt, at data er valide. Det er egentlig ikke mængden, der behøver at være udfordringen, men at man kan stole på de data, man bruger.
Mange tænker, at Six Sigma primært er forbeholdt produktionsvirksomheder. Hvordan kan man bruge Six Sigma i en servicevirksomhed som jeres?
De fleste servicevirksomheder har jo også en form for produktion. Vi sælger også en vare her. Om det er kundeservice, et stykke papir eller andet er jo sådan set lige meget. Der er værktøjer, der måske passer bedst til produktionsvirksomheder, andre værktøjer passer bedst til servicevirksomheder. Men tankesættet bag Six Sigma er jo det samme, det er mere valget af værktøjer, der kan være forskelligt.
Hvordan har du fået ledelsen til at interessere sig for dit projekt?
Først og fremmest er det sponsoren eller ledelsen, der bør vælge projekterne. Det er ikke mig som projektleder, der skal gøre det. Hvis det er noget, ledelsen brænder for at få løst, får man også opbakningen. Resultatet bliver jo også meget bedre, hvis man har en aktiv sponsor, der kan tage beslutninger og dreje projektet i den retning, der giver bedst mening på det strategiske plan.
Hvordan vil du arbejde med Six Sigma i fremtiden?
Denne approach vil jeg også bruge på de fremtidige projekter. Hvis jeg skal igennem med nogle projekter, skal jeg bruge data, og de bedste værktøjer, jeg kender pt., er dem, jeg har fået via Six Sigma. Jeg kommer nok ikke til at gå ud i alle hjørner, som jeg gjorde i Black Belt-projektet. Men metoden bagved – og de værktøjer jeg har lært – vil jeg naturligvis bruge, når der er brug for det.